DRCMR Logo 300px Color
 
Wednesday, 09 November 2022 12:20

[EXPIRED] Forskningsårsstuderende til projekt om neuroimaging af spædbørn uden anæstesi i relation til typisk udvikling og cerebral parese

Vi søger en forskningsårsstuderende til at arbejde på vores nye projekt “NeuroImaging of Babies during natural Sleep to assess typical development and Cerebral Palsy” (NIBS-CP). NIBS-CP har til formål at etablere og implementere procedurer for MR-undersøgelser af sovende spædbørn og småbørn. MR-skanning af sovende spædbørn og småbørn er kompleks og krævende og er i øjeblikket ikke etableret i Danmark - hverken i forskning eller i klinisk praksis. Du vil derfor have en unik mulighed for at være med til at sætte dette op i Danmark. Diagnostisk MRI af spædbørn og småbørn, pga. mistanke om hjerneskade, er i dag hovedsageligt baseret på konventionelle MR-billeder af hjernens struktur. Imidlertid har avancerede MR-metoder, især diffusionsvægtet billeddannelse, vist stort potentiale for at give yderligere, værdifuld indsigt om den underliggende neuropatologi af for eksempel motoriske lidelser. I NIBS-CP vil vi derfor implementere avancerede MR-sekvenser til at undersøge hjernen hos spædbørn.

I foråret 2023 starter NIBS-CP en kohorte af 200 spædbørn, som enten har høj risiko for cerebral parese (CP) eller er raske, for at kortlægge typisk og atypisk hjerneudvikling. Børnene vil blive fulgt tre gange i alderen 3-24 måneder med udførlige motoriske tests og avanceret MRI på Hvidovre Hospital. Dette vil muliggøre en kortlægning af typisk og atypisk hjerneudvikling, samt hvordan hjernens udvikling er forbundet med og forudsiger motorisk funktion og motorisk udvikling hos børn.

Om os

Forskningsåret foregår på Danish Research Centre for Magnetic Resonance (DRCMR). DRCMR er et forskningscenter inden for medicinsk MR-billeddannelse og en del af Funktions- og Billeddiagnostisk Enhed på Amager og Hvidovre Hospital. DRCMR kendetegnes af et meget tværfagligt og internationalt forskningsmiljø med ca. 75 forskere fra over 20 forskellige lande, som arbejder tæt sammen om at løse både basale og kliniske spørgsmål om hjernen og dens sygdomme. DRCMR har et aktivt og socialt studiemiljø. Se mere om forskningen i centeret på www.drcmr.dk. Udover DRCMR, så indgår også Fysio- og Ergoterapeutisk afdeling, samt Børne- og Ungeafdelingen i NIBS-CP-projektet.

Hvad går arbejdet ud på

Du vil blive en del af NIBS-CP-forskningsgruppen og hjælpe med at implementere procedurer og arbejdsgange for MR-skanning af spædbørn i samarbejde med resten af NIBS-CP-teamet. Du vil være med til at koordinere kohorte-studiet, bl.a. koordinere mellem afdelingerne og de deltagende familier, samt være til stede ved skanningerne. Nogle af skanningerne vil finde sted i weekenderne eller tidlig aften. Du vil lære om databaser (RedCAP), hvordan man kigger på MR-billedkvalitet, neuroanatomi, dataanalyse, samt forskningsformidling. Du vil blive introduceret til det hele og have regelmæssig vejledning.

Om dig

Du er en forskningsinteresseret medicinstuderende på kandidatuddannelsen, som ønsker at bruge tid på et forskningsår. Vi tænker, at du er særligt interesseret i pædiatri, neurologi, og/eller radiologi. Du har gode sociale kompetencer, kan kommunikere med familier og er fleksibel i forhold til arbejdstider (weekend, tidlig aften). Du har mod på at lære at arbejde med MRI, kan arbejde selvstændigt og kan indgå i tværfagligt team.

Vejledere

  • Seniorforsker Kathrine Skak Madsen, DRCMR, Hvidovre Hospital.
  • Lektor Melanie Ganz-Benjaminsen, Datalogisk Institut, KU og Neurobiologisk Forskningsenhed, Rigshospitalet.
  • Professor Hartwig Siebner, DRCMR, Hvidovre Hospital og Institut for Klinisk Medicin (Neurologi, Psykiatri), KU (hovedvejleder).

Vil du vide mere

Kontakt Kathrine Skak Madsen () eller Melanie Ganz-Benjaminsen ().

Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat som forskningsårsstuderende i 6-12 måneder. Lønnen er 10.000 kr. om måneden i forskningsperioden uden SU. Perioden kan tilpasses til speciale. Start 1. februar 2023 eller snarest derefter.

Ansøgning
Vi skal modtage din online-ansøgning senest den 27. november 2022 kl. 12.00, hvilket gøres via vores RegionH-jobportal - klik HER. Udfyld ansøgningsformular samt vedhæft motiveret ansøgning (max 1 side), CV og udskrift af eksamenskarakterer. Samtaler forventes afholdt i december.